Tidevandet slår med sine
bølger mod det yderste forbjerg;
glat og skær er denne
strand.
Rislende koger bækkene,
og viger træerne for vindens stød.
Dybt i kildens fugtige hule fødes
en klukkende latter,
tungt ånder landet i natten.
Kilden bobler ved stormens dybe
kærtegn,
kort en byge følges af
solopgang.
Den blide brise varsler morgendug
I dråben spiller livets
farve.
Livets pulseren
Fører dig-mig
Over atmosfæren
I evig leg
Alt er tåget, men jeg ser
dig
klart
Mens du dolkede mig
med lukkede løfters land
kaldte dine øjne
Med fængslende længsel
vandt dine kys mig
dog satte du mig fri
Du åbner døre
til rum jeg havde glemt
I værelsers tomhed er
dit fravær
Latteren er din kilde
et rislende
forløsende tidløst
lykke nu
Lyksalig er jeg
elskende
uden ønske
om andet end det som er
en glædens sekund
En glæde at bære
som lys i mørket